Legends Cars er fuldblods racere

Legends Cars er specielbyggede racere, der mest af alt ligner en miniudgave, af de biler amerikanske gangstere kørte i, under forbudstiden i Amerika i 1930’erne.

Legends Cars fås i flere modeller her en 1937 Ford SedanLegends Cars ligner mest af alt 1930’ernes amerikanerbiler i halv størrelse. På trods af det lidt sjove og charmerende udseende, er Legends Cars fuldblods racere. De er udviklet til en helt ny og meget underholdende motorsportsklasse. Legends raceren er bygget op over et rør-rammechassis og et sikkerhedsbur,  karosseriet er fremstillet i glasfiber. Rør-rammechassiset er standard på alle modellerne mens karosseriet findes i flere udgaver der alle ligner modeller af amerikanerbiler i 5/8-dels størrelse.

Legends Cars er udstyret med en højtydende Yamaha XJR motorcykel motor på 1250cc og tilsvarende gearkasse. Da Legends Raceren ikke vejer mere end ca. 600 kg inklusiv føreren, gør vægt/effect forholdet Legends Cars til fuldblods Racere. Legends Cars er baghjulstrukket og dækkene med mønster,  hvilket gør den sjov at køre og underholdende at se på, når raceren skøjter rundt i svingene.

Underholdende og jævnbyrdige dyster

Legends Cars er skabt til at underholde og til jævnbyrdige dyster. Alle Legends racere produceres af virksomheden 600 Racing Inc. i Harrisburg, North Carolina. Produktionen foregår efter meget strenge regler. Racerne kontrolleres før/under hvert race for at sikre at de overholder de strenge regler. De tilladte justeringer/ændringer begrænser sigt til småtingsafdelingen som; tænding og dæktryk, mens ændringer i konstruktion og ydelsesmæssige ændringer ikke er tilladt. Foremålet med de strenge regler er dels at sikre at udgifterne til vedligeholdelse og drift holdes på et minimum og dels at sikre jævnbyrdig konkurrence hvor førerens egenskaber får større betydning.

Løbsformen gør klassen ekstra underholdende. Et løb består af en træning, en tidtagning og tre heats. Der gives point for både tidtagning og alle tre heats. Startplaceringer afgøres på en særlig måde: Mange steder foregår det ved lodtrækning mens man i Danmark vender startplaceringerne for de 20 hurtigste i første heat; således at den hurtigste ved tidtagningen starter som nr. 20 mens den 20. hurtigste starter fra pole position.

Legends Car, tekniske specifikationer

  • Akselafstand 185 cm.
  • Totalbredde 152 cm.
  • Længde 450 cm.
  • Højde 116 cm.
  • Motor Yamaha 1250 cm³ (Plomberet).
  • Kompression forhold 10:1 maksimalt.
  • Hestekræfter ca. 140 hk.
  • Topfart ca. 200 km/t.
  • Bremser:
    • Skivebremser for.
    • Tromlebremser bag.
  • Vægt 600 kg. inklusiv kører

Modeller

Karosserier findes i flere modeller der alle produceres så de passer på Legends Cars rør-rammechassis og bur. Der er fremstillet følgende modeller:

  • 1934 Chevrolet Coupe
  • 1934 Ford Sedan
  • 1934 Ford Coupe
  • 1937 Chevrolet Sedan
  • 1937 Dodge Coupe
  • 1937 Ford Sedan
  • 1937 Ford Coupe (fremstilles ikke længere)
  • 1937 Chevrolet Coupe (fremstilles ikke længere)
  • 1937 Dodge Sedan
  • 1940 Ford Coupe (fremstilles ikke længere)

Det er dog ikke alle modeller der er kommet her til landet.

Historie og idégrundlag

Legends Cars klassen stammer fra Lowe’s Motor Speedway ved byen Charlotte i North Carolina. Under krisen i 1990’erne var hele USA ramt af økonomisk tilbagegang hvilket også førte til afmatning på de amerikanske motorbaner. De to amerikanere, H. A. ”Humpy” Wheeler, chef for Lowe’s Motor Speedway og Elliott Forbes-Robinson, en af USA’s mest erfarne motorsports kørere, fik ideen til en helt ny motorsportsklasse. Den nye klasse skulle være folkelig og meget gerne en familiesport. Derfor blev der opstillet en række krav til såvel klassen som bilen. Den nye klasse skulle bl.a. være økonomisk, i en form hvor alle kan være med. Det medførte følgende krav til klassen:

  • Raceren skulle kunne køre på mindre baner.
  • Raceren måtte ikke overstige 13.000$ i anskaffelse.
  • Den skulle være økonomisk i såvel drift som vedligeholdelse.
  • Det skulle ikke være nødvendigt at have en mekaniker knyttet til Teamet.
  • Det skulle være muligt at transportere bilen på en trailer der kunne spændes efter en almindelig familiebil.
  • Der skulle konkurreres på lige vilkår – uden at de økonomiske rammer gjorde forskelle.

Da ingen af de eksisterende biler kunne opfylde alle krav, måtte der udvikles en helt ny racer. Da både ”Humpy” Wheeler og Elliott Forbes-Robinson var vilde med de gamle amerikanerbiler, var det naturligt, at resultatet endte med en kopi af de gamle modeller fra 30’erne, dog i målestoksforholdet 5/8-del – lidt større end halv størrelse. En forårsdag 1992 kunne man præsentere de første Legends Cars på Lowe’s Motor Speedway. Legends Cars klassen spredte sig hurtigt rundt om i verden og siden starten i 1992, er der produceret mere end 7.000 Legends Cars, hvilket gør virksomheden 600 Racing Inc. i Harrisburg, North Carolina til verdens største producent af racerbiler.

Legens Cars i Danmark

Det var Tom Pedersen fra Padborg Park, der bragte Legends Cars til Danmark. I foråret 2009 kunne han introducere de første Legends racere på Padborg Park og samme år introduceredes Padborg Park Legends Cup. De første Legends blev hurtigt udsolgt og efterspørgslen bare voksede. I 2010 var der ca. 15 deltagende Legends Cars ved Legends Cup løbene mens det voksede til ca. 30 i 2012. Ved Legends Cup løbet på Ring Djursland d. 21. juni 2015 nåede tilmeldingene det maksimale for banen: 40 Legends Cars! I 2012 deltog Jason Watt i Legends Cup hvor han vandt Old Boys klassen. I Danmark importeres Legends Cars og reservedele af: Padborg Park I/S.